23948sdkhjf

Milliardtab piller pynten af Pandora-aktie efter regnskab

Efter regnskab med fald i både omsætning og overskud straffede aktiehandlerne Pandora tirsdag.
Smykkevirksomheden Pandoras aktie lukkede tirsdag med et fald på 15,5 procent sammenlignet med værdien ved lukning mandag eftermiddag.

Faldet betyder, at den samlede flok Pandora-aktionærer har tabt omkring 11,6 milliarder kroner siden mandag eftermiddag.

Værditabet i milliardklassen kommer, efter at Pandora tirsdag fremlagde sit regnskab for første kvartal.

Her kunne man læse om et fald i både omsætning og overskud.

En del af forklaringen er et større strategiskift, hvor Pandora-smykkerne fremover i højere grad skal sælges fra egne butikker. Derfor har Pandora solgt for 2,2 milliarder kroner mindre via grossister i kvartalet.

I regnskabet lagde direktør Anders Colding Friis vægt på, at over halvdelen af omsætningen for første gang kom fra salg i egne butikker.

Der blev tilføjet 48 nye butikker - herunder 14 butikker i Kina og ni i Mexico - i første kvartal.

Pandora-analytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen forklarede tidligere tirsdag, at den ændring koster.

- Når man tager ejerskabet selv, så har man nogle flere omkostninger med at drive butikkerne. Så det trækker overskuddet ned, sagde han.

- Til gengæld kan man på sigt få en bedre indtjening på smykkerne, og man bliver meget bedre til at styre sin markedsføring og sit sortiment. Hele idéen med øvelsen er at blive et modent, veletableret brand.

Han kigger særlig bekymret på salget i Kina, hvor Pandoras salg stadig vokser, men langsommere end samme kvartal sidste år. Til gengæld noterer han sig, at der er gode nyheder for Pandoras forårskollektion.

Ingen anden aktie på C25-indekset over de dominerende danske aktier faldt i samme grad som Pandora. Det milliardtunge tab er det fjerdestørste nogensinde for Pandora.

Det er ikke mere end to år siden, at Pandora-aktien lukkede i kurs 999,5 - tirsdag lukkede den i 561.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219